Hvem er vi?
Vi er ægteparret Bodil (f. 1975) og Flemming Lund (f. 1968). Vi har sammen vores døtre Clara (udeboende) på 20 år og Regina på 16 år. Vi har dannet par og boet ved Svejstrup siden 1997.
Bodils livsvej kom, efter et år som aupair i Canada, omkring pædagogstudiet, men skiftede efter et år til turistbranchen for en periode, hvor hun med en baggrund som servicekonom arbejdede på turistbureau, hotel og rejsebureau. Men da børnene kom til, genopstod et gammelt ønske om at passe sine egne børn i de tidlige år. Det blev dog først en realitet, da barn nummer to meldte sin ankomst, og hun har nu haft pasningsordningen – tidligere Lysebjerg Dagpleje – siden 2009 og har haft en tre-årig pause med Steiner pædagogisk uddannelse og medhjælperjob i Rudolf Steiner børnehave og vuggestue. Æblestjernen blev etableret efter endt uddannelse i 2020, hvor Flemming også blev en del af pasningsordningen. Han har en uddannelsesmæssig baggrund som bager, kok og tjener, og har fungeret i over 20 år som restaurant supervisor på store konferencehoteller med interesse for den gode service og medarbejderinddragelse. Både Bodil og Flemming har taget flere af udviklingspsykologen Gordon Neufelds kurser i “Vital Connections” – den livsnødvendige tilknytning.