ledige pladser

 

Alle pladser tilbydes som fuldtidspladser fra d. 1. i måneden til og med den måned barnet fylder 3 år.

De næste forventede ledige pladser er:

 

April 2027

Juli 2027 (evt. slut juni*)

August 2027

Oktober (evt. slut september*) 2027

*Ved opstart inden den ledige plads opstår (overlap), betales der naturligvis kun for de antal dage, man starter op tidligere, og således ikke en fuld månedsbetaling.

Vi anbefaler, at I skriver jeres barn op i god tid til vores ledige pladser. Pladssituationen kan dog ændre sig, hvis en familie fx flytter. Så selvom jeres behovsdato ikke matcher vores ledige pladser, kan I med fordel alligevel skrive jeres barn op til den behovsdato/-er I har. Skulle vi få en uventet ledig plads, der matcher jeres behov, vil vi kontakte jer.

Ved opskrivning send os blot en e-mail med jeres barns fødselsdato, behovsdato for pasning, adresse, kontaktinfo og fulde navne på jer forældre og barn. Det er selvfølgelig vigtigt, at I ved opskrivning har sat jer ind i, hvad det er vi tilbyder og om det er noget, I kan se jer selv i. I bedes derfor læse vores hjemmeside grundigt igennem. Familier på ventelisten til ledige pladser bliver inviteret på besøg i god tid før behovsdato, så vi kan forventningsafstemme. Der vil blive tilbudt en plads ud fra sammensætningen af børnenes alder og altså ikke efter anciennitet på ventelisten. Når I har fået tilbudt pladsen, vil pladsen stå reserveret til jer indtil kontrakt mv. er underskrevet.

Ved tilbud om en plads skriver vi kontrakt og åbner op for små korte forbesøg i vores åbningstid 1-2 måneder før opstart. Vi tilbyder også et hjemmebesøg hos jer inden opstart for at bygge bro.

 

VIGTIGT:

Der er flere ting I skal være opmærksomme på ved at lade jeres barn skrive op i en privat pasningsordning:

  1. At der ikke ydes kommunal tilskud til socialpædagogisk friplads, økonomisk friplads eller behandlingsmæssig friplads til børn i privat pasningsordning jf. dagtilbudslovens §43. Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte ikke at give tilskud ved behov for særlig støtte for barnet  jf. §84, stk 1.
  2. At I ikke kan modtage barselsdagpenge eller hjemmepasningstilskud samtidig med tilskud til pasning i privat pasningsordning. Så med mindre I er fleksible, vil I derfor være nødt til at aftale ferie eller orlov med jeres eventuelle arbejdsgiver i opstartsfasen her.
  3. At det kræver bil at komme hertil med mindre I bor i fx Svejstrup.
  4. At vores åbningstider er faste og er fra kl. 8.00-16.00
  5. Hvis passer har sygedage, påhviler det jer selv at finde alternativ løsning.
  6. At vi som udgangspunkt IKKE tilbyder midlertidige pladser.