Forældresamarbejde

Åben dialog

Vi forventer, at I har taget et bevidst valg om at lade jeres barn passe her og dermed respekterer de rammer og den pædagogiske praktis og profil, som vi tilbyder. I Æblestjernen er samabejdet med jer forældre vores aller vigtigste fundament for jeres barns såvel som pasningsordningens trivsel. I kender jeres barn bedst og vi vægter åben dialog i samarbejdet omkring jeres barn. Det vil typisk være i den lille samtale ved aflevering og afhentning eller ved små sms-beskeder til hinanden med vigtig information. Børnenes tarv kommer altid i første række her, hvorfor forældresamarbejdet somme tider må plejes under børnenes middagslur eller udenfor åbningstid ved behov for samtaler om fx barnets trivsel eller udvikling. Generelt kan I forvente at få at vide, hvordan jeres barns dag har været her hver dag ved afhentning. Ved større bekymring om barnets trivsel/ udvikling eller ved samarbejdsproblemer drøftes dette altid i samtale aftalt uden tilstedeværelse af barnet/ børnene. Vi såvel som jer forældre kan til enhver tid indkalde til et møde efter behov.

 

Rytmer

Vi forventer, at I bakker op om vores faste rytme her alle ugens dage for at give den samlede børnegruppe den ro og tryghed, de har brug for. Her er det særligt vigtigt at have vores morgensamling og hvilestund for øje, hvor vi ønsker helt ro uden aflevering/ afhentning. I kan ligeledes bakke op om vores rytme, ved at give jeres barn en fast rytme derhjemme, der ligger så tæt op af vores som muligt. Børn elsker rytmer og kan ikke styre dem selv, hvorfor vi voksne er nødt til at give dem det. Både hvad angår sengetider og spisetider. Børn i 1-3 års alderen skal helst have mellem 13-14 timers søvn i alt i døgnet, og I bedes have for øje, at vi putter i tidsrummet mellem 11.30 og 12 stykker. De børn der sover to lurer, får naturligvis to lurer. Her bliver middagsluren dog prioriteret som hovedluren, hvorfor vi efterhånden hjælper med at drosle ned i lurens varighed om formiddagen, så det passer med at barnet kan blive puttet i forlængelse med de andre efter frokost. På den måde vil der ske en mere naturlig overgang fra en til to lurer, og børnene vil også have glæde af hinanden i fælles vågentid. Hos os er der altid hvilestund/ middagslur. Skulle barnet af en grund ikke kunne sove middagslur, vil det få lov til at hvile med en bog i barnevognen, og komme op, når det kalder.

 

Aflevering

I stiller skoene (vores hjem er skofrit) og kommer ind og hjælper jeres barn med at få overtøjet på barnets krog og stille barnets sko under dets knage. Så vaskes hænder og derefter vil en af os stå klar til at modtage jeres barn i køkkenet. Her overbringer I, hvad der må være vigtigt for os at vide, og får taget godt afsked med jeres barn og overdraget til os. Har det været en svær aflevering finder vi i fællesskab frem til, hvad der fungerer bedst og vi vil så hurtigt som vi kan, skrive en sms, hvordan det går. Hver dag har vi morgensamling med lille mellemmåltid kl. 8.45, hvorfor I bedes aflevere jeres barn senest kl. 8.40. Afleverer I efter samling, kan I gøre det fra kl. 9.15, senest 9.45, da vi kan finde på at tage på en lille tur til gården eller ud af vejen og se på heste. Undgå helst at bringe mad med ind ved aflevering. Det skaber mange gange uro ved bordet, hvis barnet har spist lige inden vi går til bords. Medbringer jeres barn et stykke legetøj eller lignende er det helt ok at vise frem ved ankomst, men vi vil også bede jer forældre om at tage det med igen. Er det noget der er afgørende for en god aflevering at legetøjet bliver, så lister vi det i kurven lidt efter. Bemærk dog at barnets kurv normalt vis kun indeholder de basale fornødenheder.

 

Afhentning

I tidsrummet mellem kl. 12 og 14.30 har vi hvilestund/ middagslur, og som udgangspunkt ingen afhentning. Ønsker I alligevel at hente tidligere end 14.30, og jeres barn er oppe og vågen, skal det altid aftales senest om morgenen. Henter I før lur er det kl. 11.45. Her har vi fokus på at putte børn i mellemrummet mellem frokost og lur, og afhentning må derfor gøres så ubemærket og kort som muligt. Henter I inden kl. 15, så vær også opmærksom på, at der stadig kan være sove-børn og at nogle børn er i gang med et lille eftermiddagsmåltid. Barnets komme-og-gå-tider samt eventuelle fridage noteres i øvrigt i ugeskemaer kun til os passeres brug.

 

Goddag og farvel

For os er mødet og afskeden med barnet vigtig og per erfaring er det bedst hvis den voksne – forælderen – tager kærligt lederskab og hjælper barnet med at sige “Goddag” og “Farvel” – også selv om det endnu ikke har sproget til det. En måde at være tydelig og tage lederskab som forældre er at bruge: “Jeg vil gerne, at…” sætninger. Spørger man derimod barnet, om det vil sige farvel, ligger man et ansvar over på barnets skuldre, som det er for lille til. Vi accepterer selvfølgelig altid, hvis barnet ikke vil og forældrene gør det på barnets vegne. Hensigten med det gode møde og den gode afsked er at vise børn, den kultur det er at bygge bro ved møde og afsked. Vi møder hinanden og starter dermed dagen i vished om, at vi skal være sammen, og bygger bro med forælder om at vi ses igen, når barnet har sovet og leget. Ligeledes bygger vi bro til dagen vi ses igen i Æblestjernen – i morgen eller efter weekenden – ved at tage afsked med tak for dagen, der er gået.

 

Trivsel

Det lille barn reagerer på sine omgivelser og sine kropslige fornemmelser, og er der en adfærd der giver anledning til spørgsmål, vil vi sammen med jer finde ud af, hvad det er barnet reagerer på og hvad vi kan gøre for at hjælpe jeres barn. Skulle der være noget der giver anledning til bekymring i forhold til jeres barns trivsel, som vi er nødt til at sætte længere tid af til end vi typisk lige kan nå i garderoben, så aftaler vi tid til en snak enten per telefon eller her i Æblestjernen under børnenes middagslur.

 

Sygdom

Skulle jeres barn blive syg, imens det er her, vil vi naturligvis kontakte jer med det samme. Det er vigtigt at vi altid kan komme i kontakt med jer, og at I kommer så hurtigt som muligt og henter. Når så jeres barn kommer tilbage efter en sygdomsperiode, er det rigtig vigtigt at barnet har haft et helt frisk døgn hjemme, og først kommer tilbage, når I med sikkerhed ved, at det er frisk til at indgå i almindelig dagligdag her med samvær, leg og eventuelle små ture ud af huset. Vær opmærksom på at børn kan være syge og sløje i op til hele 2 uger. Vi modtager ikke syge eller sløje børn.

 

Orientering ved større ændringer

Sker der større ændringer i jeres liv, der kan have indflydelse på jeres barns hverdag her, som fx dødsfald, flytning, skilsmisse, jobskifte, familieforøgelse eller andet vigtigt, så forventer vi naturligvis at blive orienteret. Ligeledes er det rart for os at vide, hvis jeres barn er ekstra træt en dag eller har haft en begivenhedsrig weekend, så vi er opmærksomme på det.

 

Tøj, sko og barnevogn

I bedes tage ansvar for jeres barns garderobe og kurv, og dagligt holde den opdateret. Det er vigtigt at udetøj er intakt og funktionelt med hætte og støvleelastikker. At der er tøj til lidt af hvert, da vi er meget ude, og vejret hurtigt kan skifte fra koldt til varmt. Støvler, sko og hjemmesko kan med fordel have velcrolukning eller lynlås.

I medbringer

  • Sikker, funktionel og ren barnevogn*, kun med det mest nødvendige: dyne og pude, intakte regnslag/ insektnet, babyalarmer, sikkerhedsgodkendt sele – og lammeskind i vinterhalvåret
  • 2 sæt skiftetøj og strik/ cardigans
  • Sovedragt og sovefutter (vinterhalvår)
  • Efter årstiden passende overtøj/ støvler/ sko
  • Skridsikre hjemmesko

Barnets kurv og knager tømmes op til ferier, og sengetøj skiftes mindst en gang i måneden eller oftere, hvis synligt beskidt.

Vi ønsker et så kemifrit og allergenfri zone – både for børnenes og vores egen skyld – hvorfor I bedes være opmærksom på at undgå parfume i vaskemidlet.

*OBS! Kan I af den ene eller anden grund ikke medbringe en barnevogn, har vi to krybber til udlån, der primært bruges til de lidt ældre/ længste børn.

 

 

Forsikring

Jeres barn bedes være omfattet af egen ulykkesforsikring ved opstart.